Hvad er vanvidskørsel ?

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Særligt hensynsløs kørsel

Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00

Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel:

Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel.

Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser - dvs. hvor hastigheden er

  • 200 km/t. eller derover eller
  • mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km/t.

Strafniveauet skærpes med 50 pct. for forsætligt at volde fare for andres liv eller førlighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.

Strafniveauet skærpes med 50 pct. for flugtbilisme.

Strafniveauet for chikanøs kørsel er skærpet fra bøde til fængsel.

Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.

Reglerne om beslaglæggelse og konfiskation af køretøjer er blevet skærpet, så nu er det muligt for politiet at beslaglægge og efterfølgende konfiskere et køretøj, hvis det bliver benyttet til vanvidskørsel. Det gælder uanset, om køretøjet er ejet, lejet, lånt eller leaset. Politiet vil som udgangspunkt altid gå efter at konfiskere køretøjet, hvis det bruges til vanvidskørsel. Det er domstolerne der beslutter til sidst om der skal ske konfiskation.

Vi bruger cookies til indsamling af statistik og til trafikmåling. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.